onsdag den 25. juli 2012

Jordbærtærte

Der var tæt løb i afstemningen, om jeg skulle bage jordbærtærte eller lave romkugler. Jordbærtærten vandt med en enkelt stemme - men mere skal der jo heller ikke til. Jordbærtærte er vist også præcist det, vi danskere længtes efter en god juli-feriedag.
Meeeen sikke et projekt! Jeg hyggede mig med det, og resultatet var fantastisk - men hopper du ud i det, så sørg for at have god tid til det. Det tog mig omkring 1 time og 15 min. og til det skal du lægge hvile og bagetid. Kagen er absolut tidsforbruget værd!

Det skal du bruge til mørdejen:
150 g hvedemel
50 g flormelis
100 g smør
1 æg

Hvis du har en bundløs tærteform, så bag kagen i den, det vil se flot ud. Jeg kom først i tanke om det bagefter, så min kom i et almindeligt tærtefad.

Det skal du bruge til Mazarinmassen:
150 g. marcipan
150 g rørsukker
75 g blødt smør
2 æg
50 g mel

Det skal du bruge til vaniljecremen:
2½ dl sødmælk eller letmælk
3 spsk. sukker
1 stang vanilje*
1 bæger pasteuriserede æggeblommer (ca. 40 g)
2 spsk maizena/majsstivelse

Det skal du i øvrigt bruge:
100 g. mørk chokolade
1 bakke jordbær

Sådan gør du med mørdejen:
Smuld smøret i hvedemel og flormelis.
Så hælder du ægget i og samler hurtigt dejen til en klump.
Stil dejen tildækket i køleskabet i omkring 30 minutter.
Imens dejen er i køleskabet kan du lave cremen og mazarinmassen.
Varm ovnen til 200 g.

Sådan gør du med cremen:
Kom mælk, sukker, vaniljekorn, æggeblommer og maizena i en gryde.
Kog det op ved svag varme, og rør forsigtigt og jævnligt i det (ellers kommer der skin på).
Når cremen er tyk tages den af varmen.
Stil kagecremen i køleskabet. Den skal være afkølet, når den hældes på kagen.

Sådan gør du med mazarinmassen:
Riv marcipanen og rør den forsigtigt sammen med rørsukkeret.
Skær smøret i små stykker og pisk det i lidt af gangen.
Pisk et æg i ad gangen og til sidst melet.

Sådan fortsætter du med dejen:
Tag dejen ud af køleskabet, og rul den ud på et stykke bagepapir, så den passer til formen.
Vend bagepapiret over formen og tryk dejen ned i. Skær evt. overskydende dej fra.
(Pga. varmen var min mørdej meget meget blød, og jeg måtte bruge hænderne til at trykke den ud i formen. Den hang fast i kagerullen og kunne slet ikke rulles. Men den blev virkelig god alligevel).
Hæld nu mazarinmassen over dejen og glat den ud.
Bag kagen i 25 min.

Sådan samler du kagen:
Når tærtedejen er helt afkølet, smelter du chokoladen over et vandbad.
Smør chokoladen på med en pensel og vent til den er størknet med at fortsætte.
Vask og pluk eventuelt jordbærene imens.
Jordbærene kan lægges på hele, skåret i skiver eller halveret. Det er op til dig selv. Jeg valgte at halvere dem.

Når chokoladen er stivnet hælder du forsigtigt cremen over, og glatter den pænt ud.
Til sidst pynter du med jordbærene. (Hvis du har lyst, så kan du også lægge gele over).

Så er der blot tilbage at sige: God smagsfornøjelse!

*TIP: Min lillesøsters super-kæreste, Kim, gav mig et godt vaniljestangstip. Han sagde, at de holder sig friske længere, hvis de opbevares i køleskabet. Så afsted i køleskabet med dem.

Ingen kommentarer:

Mullehusets forslag til bagværk lige nu

Mullehusets forslag til bagværk lige nu
MEGET LET OPSKRIFT PÅ JORDBÆRKAGE - klik på billedet for at se opskriften

Populære opskrifter seneste 7 dage