Muffins er vist noget af det nemmeste at bage. Her er en klassiker, som smager skønt - også dagen efter.
Min kollega Henriette sagde om dem; "De smager lige så godt, som dem man får på en cafe". Måske skyldes det også, at jeg havde bagt dem i 5 dl. forme, så de havde et stort "cafe-look".
Sværhedsgrad:
Let.
Tidsforbrug:
Omkring 20 minutters tilberedning, og omkring 30 minutters bagetid.
Det skal du bruge til 12 stk:
300 g. hvedemel
2½ tsk. bagepulver
150 g. brun farin
150 g. friske blåbær (frosne kan også sagens bruges)
1 æg
2 3/4 dl. kærnemælk
1 1/4 dl. vegetabilsk olie f.eks. rapsolie
Sådan gør du:
Tænd ovnen på 200 grader (180 grader hvis varmluft).
Hæld mel, bagepulver, brun farin og blåbær i en stor skål. Rør det sammen med grydeske, og forsigtigt så bærene ikke smatter ud.
Rør resten af ingredienserne sammen i en anden skål og rør det hele sammen i blandingen.
Hæld dejen i formene - der bliver 12, hvis det er 2½ dl. forme og 6 hvis det er 5 dl. forme.
Hvis du laver 12 skal de bages ca. 25-30 min.
Hvis du laver 6, skal de have ca. 30-35 min.
Stik i dem med et grillspyd i træ, for at se om de har fået nok.
Holdbarhed og opbevaring:
Disse blåbærmuffins smager allerbedst samme dag som de er bagt, men kan også sagens gå dagen efter. Kærnemælken gør, at de stadig er saftige dagen efter.
Når kagerne er helt afkølet, så skal de opbevares ved stuetemperatur i en lufttæt beholder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar